Home - Blog

Varmepumpe i kolonihavehus? Her er alt, du skal vide

Varmepumpe i kolonihavehus 02 dec. 2019
Skrevet af

Varmepumpe i kolonihavehus? Her er alt, du skal vide

Sidste opdateret d. marts 14, 2021 af Tim Petersson

Er du på udkig efter en opvarmningskilde til dit kolonihavehus? Så kan du med fordel kigge nærmere på en varmepumpe. Denne energikilde kan nemlig fås i forskellige udgaver og dækker forskellige behov. I denne artikel finder du al den viden, du bør have om varmepumper, inden du vælger at investere i en til dit sommerhus. Du bliver både klogere på, hvad en varmepumpe overhovedet er, samt hvilken model der egner sig bedst til et kolonihavehus.

Læs med, og find ud af, om du skal investere i en varmepumpe til dit kolonihavehus.

Hvad er en varmepumpe for noget?

En varmepumpe er et alternativ til andre varmekilder som for eksempel olie- eller gasfyr. Dog er en varmepumpe typisk en billigere og mere miljøvenlige løsning. En varmepumpe bruges til at opvarme dit hjem.

På markedet findes både en luft til vand-varmepumpe samt en luft til luft-varmepumpe, som har forskellige specifikationer. En luft til vand-varmepumpe varmer både luften og brugsvandet, mens en luft til luft-varmepumpe udelukkende opvarmer den luft, som cirkulerer rundt i boligen.

Begge varmepumper anvender luften udenfor til at opvarme med. De trækker nemlig varme ud af luften udenfor og veksler luften om til varme. I det følgende afsnit kan du læse mere om de to typer af varmepumper.

Luft til luft-varmepumpe og luft til vand-varmepumpe

De to mest gængse varmepumper på markedet er en såkaldt luft til luft-varmepumpe og en luft til vand-varmepumpe. De er begge gode alternativer til andre opvarmningskilder, idet de effektivt opvarmer boligen efter dine ønsker.

En luft til luft-varmepumpe egner sig til sommerhuse eller isolerede kolonihavehuse. Denne varmepumpe udnytter energien fra luften udenfor til opvarmning indendørs. Varmepumpen består af to dele: en udvendig del og en indvendig del. Den varmer mest i det rum, hvor den er monteret. Dog kan varmen nemt cirkuleres rundt i resten af boligen ved at åbne dørene.

Luft til luft-varmepumpen dækker op til 70 % af det årlige varmeforbrug. Dog kan denne varmepumpe ikke opvarme brugsvandet.

Det kan en luft til vand-varmepumpe derimod. Den fungerer ved, at luftens varmeenergi udnyttes til opvarmning af både bolig og brugsvand. Processen minder lidt om et køleskab, som også trækker varmen ud af luften.

En luft til vand-varmepumpe består også af to dele: en indendørs og en udendørs. Fra delen indenfor kan du styre vandtemperaturen efter behov, mens varmepumpen placeres udenfor. Den har en ventilator, som henter luften gennem en varmeveksler. Veksleren udvinder varmen fra luften, som overføres til en væske. Væsken løber derefter videre til en kompressor, som sørger for, at temperaturen stiger. Efterfølgende bliver den varme væske sendt ind i boligens varmtvandsbeholder eller centralvarmesystem. Her opvarmes det eksisterende vand, som efterfølgende cirkulerer rundt i husets varmesystem. Når opvarmningen er sket, føres væsken tilbage til varmeveksleren, og processen kan således starte forfra.

Hvilken varmepumpe egner sig bedst til kolonihavehuse?

Nu skulle du gerne være blevet klogere på, hvad en varmepumpe overhovedet er, og hvilke forskellige typer der findes på markedet. Dog kan det stadig være svært at finde ud af, hvilken varmepumpe der egner sig bedst til et kolonihavehus. Dette forsøger vi dog at gøre nemmere for dig at finde ud af i dette afsnit.

Der er ingen tvivl om, at en varmepumpe er et godt valg som opvarmningskilde i et kolonihavehus såvel som i et sommerhus. Når du skal finde ud af, hvilken model der passer bedst til dine behov, bør du overveje, hvad dine behov egentlig er. Et godt sted at starte er at overveje, hvorvidt den skal kunne opvarme brugsvandet eller ej?

Hvis brugsvandet såvel som boligen skal opvarmes, bør du vælge en luft til vand-varmepumpe, mens en luft til luft-varmepumpe er den ideelle løsning, hvis dit kolonihavehus har installeret varmt vand i forvejen. Generelt egner en luft til luft-varmepumpe sig bedst til mindre huse, kolonihavehuse eller som supplement i større ejendomme.

Derudover har det en betydning, om du bruger kolonihavehuset hele året rundt eller kun i perioder, samt hvorvidt du overnatter i kolonihavehuset.

Der findes mange forskellige leverandører på markedet, og derfor kan det være en god idé at søge professionel hjælp hos en fagmand. Det er nemlig ikke sikkert, at det er topmodellen på markedet, der er den bedste løsning for dig. Derfor kan du med fordel søge råd hos en ekspert.

Fordele og ulemper ved varmepumper

Ligesom alle andre energikilder på markedet følger der en række fordele og ulemper med ved at vælge en varmepumpe som løsning. I det følgende afsnit vil du kunne læse meget mere om de væsentligste fordele og ulemper ved varmepumper.

Fordele

Der er enighed blandt eksperterne om, at en varmepumpe er den mest effektive løsning, du kan vælge, hvis du ønsker at spare penge på din varmeregning. Uanset hvilken model du vælger, er der typisk rigtig mange penge at spare på den lange bane, idet varmepumpen er billig i drift. En varmepumpe med en SCOP-værdi på fem har eksempelvis den samme effekt som fem elradiatorer, men bruger kun den mængde strøm, som én radiator bruger.

Derudover er du sikret et bedre indeklima hele året rundt. I dag er de fleste kolonihavehuse opvarmet med enten en elradiator eller gasovn. Problemet med disse løsninger er, at gasovnen afgiver kondens i huset, hvilket kan give fugtproblemer. Selvom elradiatoren ikke kondenserer, cirkulerer varmen ikke rundt i huset.

Luft til luft-varmepumpen hjælper på fugtproblemer, men får også varmen til at cirkulere rundt. Pumpens avancerede luftrensningssystem er med til at fjerne fugt og forhindrer dannelse af støv i huse, som ikke benyttes hele tiden, for eksempel et kolonihavehus. Derudover sikrer varmepumpen en hurtig opvarmning af boligen, men kan også afkøle luften i sommerperioden. Du er med andre ord sikret et behageligt indeklima hele året rundt samt langt mindre fugt.

En varmepumpe tager ikke lang tid at installere, og derfor kan du hurtigt drage nytte af den. Der skal nemlig ikke nedgraves rør eller lignende. Derudover er det en langt mere miljøvenlig løsning end andre energikilder på markedet, idet det er energien fra luften udenfor, som anvendes til opvarmning af boligen. Du får desuden en nærmest vedligeholdelsesfri løsning.

Ulemper

Selvom der ikke findes mange ulemper ved at vælge en varmepumpe som energikilde i dit kolonihavehus, så er der alligevel et par stykker, som bør nævnes.

En af de største ulemper ved at vælge enten en luft til luft-varmepumpe eller en luft til vand-varmepumpe er, at disse løsninger kræver, at en professionel installerer varmepumpen. Du skal altså have fat i en fagmand, hvis ikke du selv har erfaring på området eller er handy.

Derudover skal du være opmærksom på, at en varmepumpe kan have et højt støjniveau. Det gælder dog typisk de billigere modeller. Du kan dog altid læse om støjniveauet på de forskellige modeller og efterfølgende vurdere, hvorvidt varmepumpen passer til dit kolonihavehus.

Søg om tilskud til en varmepumpe i dit kolonihavehus

Hvis du ønsker at investere i en varmepumpe til dit kolonihavehus, så bør du søge om tilskud. Det er nemlig muligt at få tilskud til montering af varmepumpe fra Energistyrelsens energipulje. Det eneste, det kræver, er, at den har et godkendt energimærke.

Der gives et tilskud på op til 8.000 kr. skattefrit i private boliger på mellem 80 og 200 kvadratmeter. I sommerhuse eller kolonihavehuse gives der tilskud til luft til luft-varmepumper, hvor du kan forvente op til 750 kr.

I de fleste tilfælde kan det godt betale sig at få professionel hjælp til at søge tilskud. Du skal desuden huske at gøre det, før du bestiller varmepumpen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *