Home - Blog

Energiforbedringer i din bolig – hvad skal du vide?

Energiforbedringer 16 nov. 2019
Skrevet af

Energiforbedringer i din bolig – hvad skal du vide?

Sidste opdateret d. marts 14, 2021 af Tim Petersson

Er din bolig optimeret, når det kommer til områder som opvarmning og isolering? Eller er der plads til energiforbedringer? Hvad enten du skal i gang med en større renovering eller bare vil optimere på nogle enkelte punkter, er energioptimering en god idé. Du bør overveje, om der er dele af din bolig, du kan udbedre for at spare energi – det vil både gavne miljøet og din pengepung.

Det kan være tiltag som at udskifte vinduer eller efterisolere ydervægge. En energirenovering kan være en stor mundfuld med mange praktiske og økonomiske ting at holde styr på. I denne guide kommer vi blandt andet omkring fordele ved energiforbedringer, mulighederne for tilskud, og hvordan du definerer dit formål med at lave energioptimeringer.

Fordele ved at lave energiforbedringer

Der er mange fordele ved at energiforbedre din bolig. På den økonomiske front kan der være mange penge at spare på varmeregningen ved at skifte din nuværende varmekilde ud med et mere energieffektivt og miljøvenligt alternativ. Vi kommer ind på senere, hvilke opvarmningskilder det kan betale sig at skifte til. Derudover får du et bedre indeklima og dermed en sundere bolig. Du slipper også for utætte vinduer eller kolde gulve.

Hvis du laver forbedringer udvendigt på din bolig, kan det endda være med til at friske dit hus op og give det et helt nyt udseende. Det kan for eksempel være, at du får skiftet en slidt facadebeklædning eller får nye vinduer. På den måde får din bolig en kærlig makeover, som både frisker op, giver et sundere indeklima og sparer dig for en del penge.

Hvornår bør du lave energiforbedringer?

Du funderer måske over, hvornår det er en god idé at lave energiforbedringer i din bolig? Er det kun relevant for ældre boliger? Svaret er, at hvis der er steder, du kan justere, vil det altid være fordelagtigt. Ifølge Bolius er det dog især relevant, hvis du bor i en bolig, som er fra 1970’erne eller ældre, og som ikke har fået en god omgang efterisolering. Det er især i ældre huse, at der er penge at spare ved energioptimering. Dog kan nyere huse også være konstrueret på måder, der ikke er helt optimale, når det kommer til at spare på energien.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du bør energirenovere din bolig, har du også et andet pejlemærke at gå efter. Du kan tage et kig på din varmeregning. Som udgangspunkt er der grund til at energirenovere, hvis:

  • du bor i et ældre hus fra før 1980, og din varmeregning er på over 15.000 kroner om året
  • du bor i et nyere hus fra efter 1980, og din varmeregning er på over 10.000 kroner om året.

Du kan altså bruge din varmeregning til at hjælpe dig med, hvorvidt det er en god idé at give dig i kast med energiforbedringer. Hvis den er for høj, bør du undersøge dine muligheder for at lave forbedringer eller skifte til en anden opvarmningskilde, der er mere effektiv og samtidig mindre belastende for miljøet. Vi kigger nærmere på energibesparende opvarmningsmuligheder senere.

Hvilke energiforbedringer giver den største besparelse?

For mange er besparelsen den største motivation til at lave energirenoveringer. Samtidig kan det dog også være en begrænsning, da det koster knaster at energirenovere din bolig eller investere i en ny varmeløsning. Dog vil energibesparelserne i mange tilfælde være højere end udgifterne i sidste ende. For mange vil en total energirenovering være en uoverskuelig proces, medmindre man i forvejen skal til at renovere. Derfor er det godt at vide, hvor du især bør sætte ind. Hvilke energiforbedringer giver de største besparelser?

De optimeringer, der typisk giver den største besparelse, er følgende:

  • udskifte fyr til en nyere model eller få en anden varmekilde
  • udskifte gamle vinduer med energiruder
  • isolere ydervæggen
  • isolere loft eller tag
  • isolere gulv.

Skift din varmekilde ud med en mere energieffektiv løsning

Hvis du vil i gang med at lave energiforbedringer, er din varmekilde et oplagt sted at starte. Der findes nemlig muligheder, som ikke er så omfattende, som hvis du skal i gang med en decideret renovering af din bolig. Hvis du opvarmer dit hjem med olie, el, naturgas eller bor i et område uden fjernvarme, kan du spare penge, hvis du skifter til en varmepumpe.

De fleste varmepumper producerer mellem fire og fem gange så meget energi som den energi, de selv bruger. Varmepumper er altså gode til at producere meget varme for få penge. Der findes grundlæggende tre former for varmepumper: luft til luft-varmepumper, luft til vand-varmepumper og jordvarme. De har forskellige fordele, og prisen varierer. Du gør derfor klogt i at undersøge, hvilken type varmepumpe der passer til din bolig.

Den billigste pumpe er luft til luft-varmepumpen. Denne pumpe giver dog en mindre energibesparelse på sigt end luft til vand-varmepumpen og jordvarme og egner sig bedre til sommerhuse end helårshuse. Jordvarme eller luft til vand-varmepumpen giver større besparelser, men de koster til gengæld også mere. Uanset hvilken type varmepumpe du vælger, kan du dog være sikker på at spare penge og samtidig skåne miljøet.

Tilskud til energiforbedringer

Uanset om du vil i gang med en stor energirenovering eller starte i en mindre skala, har du i mange tilfælde mulighed for at søge energitilskud. Du kan blandt andet få tilskud, hvis du skifter dit gamle oliefyr ud med en varmepumpe, hvis du efterisolerer ydervægge og tag, eller hvis du skifter gamle vinduer ud med nye, der holder bedre på varmen. På sparenergi.dk, som administreres af Energistyrelsen, kan du læse mere om muligheder for tilskud og fradrag. Husk blot at søge, inden du går i gang med at renovere eller installere nye varmekilder – ellers mister du retten til tilskud.

Overvej formålet med energiforbedringer

Nu har du formentlig fået blod på tanden til at kigge dit hjem efter i sømmene for at finde ud af, om der er steder, hvor du kan lave energiforbedringer. Før du giver dig i kast med projektet, bør du dog overveje, hvad målet med forbedringerne skal være. Er det eksempelvis vigtigst at spare penge? Er det største formål at skabe et bedre indeklima?

Det kan være en god idé at overveje, hvad det vigtigste formål med forbedringerne er. Hvis det for eksempel er vigtigst for dig at spare penge, skal du sætte dig ind i, hvad energirenoveringen kommer til at koste dig alt i alt. Selvom du kan spare penge på varmeregningen på sigt, skal du stadig investere i en ny varmekilde, materialer og håndværkerløn til renoveringsprojekter. Du må derfor gøre op med dig selv, om energibesparelserne ved at optimere kan tjene sig selv hjem – og hvor lang tid det vil tage.

Hvis det primære formål med at optimere er at skabe et bedre indeklima, kan det dog være et argument, der taler for, at projektet godt må være dyrere. Hvis du skal låne i banken for at få råd til en større energirenovering, kan lånet komme til at overstige varmebesparelsen. Til gengæld får du et hus med et bedre klima uden kulde og træk, som vil forbedre din hverdag. Der kan dermed være andre grunde til at lave energiforbedringer end de økonomiske og miljømæssige gevinster.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *